Mon Løkkes grønne snak overlever flyveturen hjem fra Paris?

De slemme drenge i klimaklassen får normalt ikke lov til at optræde i samme panel som FN's generalsekretær, så der var ikke noget at sige til, at Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), så ganske tilfreds ud med sin placering netop dér.

Og smilet blev endnu bredere, da Macron-mødets ordstyrer benovet bad Lars Løkke Rasmussen forklare, hvordan det dog er gået til, at Danmark er så helt ufattelig dygtig til det der med klimaomstilling.

Især blev vores resultater på vedvarende (vind)energiområdet – igen, igen – fremhævet. 

Jo, det var en god dag for statsministeren, der både fik et frikvarter fra de hjemlige trakasserier omkring finanslov, skat og flygtninge og samtidig kunne forklare de mange stats- og regeringschefer og en sal spækket med klimahonoratiores, at det der med at tage det grønne alvorligt, "it is something that also comes with huge opportunities."

Ude som hjemme
Lige præcis. Der er store muligheder i det grønne. Lad os bede til, at den tilgang har overlevet flyveturen hjem fra Paris og vil gennemsyre regeringens udspil til det kommende energiforlig.

For en ny ambition er nødvendig. Macrons One Planet Summit gav håb om, at meget er i gang, men samtidig er det også tydeligt, hvor meget der stadig er at gøre.

Det gælder overalt – i lande, i byer, i virksomheder, i sektorer, i forskningen. Og det gælder altså også i Danmark. Positionen som grønt foregangsland er ikke en placering, man én gang for alle har vundet hævd på.

Mange andre kæmper for at udmærke sig, hvilket er godt. Men det betyder, at Danmark skal oppe sig for at forblive i front, hvilket også er godt.

Især hvis vi rent faktisk gør det og dermed sikrer det stærke brand, der også kaster ganske megen eksport og dermed arbejdspladser af sig.

Hårde etaper forude
I årevis har der både hos os og internationalt været mest fokus på omstillingen af energisystemer. Det er også især her, Danmark har været godt med.

Lige så vel som EU kan tage sin del af æren for gennem en bevidst udbredelse af alternativer til fossile brændsler og markante mål for både CO2-reduktioner, energieffektivisering og vedvarende energi (VE) at have bidraget til, at den globale pris på VE i den grad er dykket, så eksempelvis vind og sol i stigende grad er konkurrencedygtig med kul, olie og gas og i stadig højere grad kan undvære subsidier. Så langt så godt.

Men de næste etaper i stillingen bliver mere krævende.

Så når regeringen "efter nytår" præsenterer sit bud på de kommende års energipolitik, er spørgsmålet, om den magter at komme med et udspil, der flugter med løftet om at være fri af fossile brændstoffer i 2050 – for det må vel være det, der er målestokken for det første energiforlig post Paris-aftalen?

Flugter tiltagene på kort sigt med de langsigtede mål, vi skrev under på i Paris? Er svaret ja, så fint. Er svaret nej, fordi en uforholdsmæssig del af opgaven skubbes til næste generation, så om igen.

Udspillet må altså lægge op til fortsat markant udbygning med vedvarende energi. Overskudsvarme og afgifter skal adresseres konkret.

Energieffektivitet skal igen i fokus. Man skal altså være interesseorganisation for energiselskaberne for at hævde, at energieffektivitet ikke længere er nødvendig. Her må der sættes mere bevidst og målrettet ind, og gør man det klogt, ligger der også her store muligheder for danske virksomheder.

Danmark halter efter på transport og landbrug
Hvor Danmark får ros for indsatsen på VE, er omverdenen ikke imponeret over Danmarks indsats på transportområdet, især når det gælder elektriske biler.

I en nylig analyse af Danmark fremhævede Det Internationale Energiagentur køretøjer og transport som et område, hvor Danmark står bemærkelsesværdigt svagt. Få nu rettet op på det!

EU-Kommissionen er netop kommet med et udspil til ny regulering af biler, der lægger op til, at mindst 30 procent af alle nye biler i 2030 skal være ZEV-biler (Zero Emitting Vehicles), altså biler med nul udslip. Der er altså kun 12 år til.

Og hvad med landbruget? Klimarådet har igen og igen påvist, at der her stadig er lavthængende frugter, der ovenikøbet er billigere, end hvis de samme reduktioner skal nås i andre sektorer. Hidtil har regeringens tiltag ført til øgede udledninger fra landbruget. Kunne statsministeren måske prøve også at få dansk landbrug til at se mulighederne?

Et godt sted at sætte ind kunne være at styrke forskning, udvikling og innovation. Her har et lille foregangsland altså ikke råd til at være nærige. Som statsministeren også sagde i Paris: "This is not only about a price tag, it is also about opportunities."

Køb grønt ind
Den erkendelse bør de ikke mindst tage til sig i de økonomiske ministerier, som jo i høj grad sætter rammer for samfundets udvikling. Hvorfor køber det offentlige eksempelvis ikke konsekvent grønt og bæredygtigt ind?

Der ligger et enormt potentiale i ikke kun at se på, hvad der er billigst her og nu, men i stedet se på livscyklus-omkostningen.

Og hvorfor ikke styrke innovationen gennem de offentlige indkøb, så nye og renere produkter hurtigere trækkes ud på markedet?

Hvorfor træffes der stadig anlægs- og investeringsbeslutninger, som bærer præg af, hvad der kortsigtet er billigst, frem for hvad der er den mest samfundsøkonomiske måde at nå de langsigtede 2050-mål på?

Hvordan skaber vi flere økonomiske incitamenter til at spare på energi, genanvende, upcycle materialer og minimere spild? Kort sagt sikre, at vi ikke bare taler om cirkulær økonomi, men også her se de store muligheder? 

Price externalities, siger økonomerne – det burde vel lige være noget for Finansministeriet og andre, der ønsker et stærkt og velfungerende marked. Hvad venter de – egentlig – på?

Og hvordan får vi investorer til at omlægge investeringsporteføljerne? Tænk, hvis eksempelvis banker, forsikringsselskaber, pensionsfonde og andre institutionelle investorer blev pålagt at vurdere – og offentliggøre! – deres klimarisiko?

Fra ord til tal
Som Yngve Slyngstad, chefen for Norges enorme oliefond, sagde også på Macron-mødet: Ja, vi skal gå fra ord til handling, men først må vi gå fra ord til tal.

Vi må vide, hvad vi taler om og i vores risikovurderinger konsekvent indregne klimarisikoen. Et synspunkt, der blev gentaget af Mark Carney, Governor i Bank of England, som understregede, at fremtidens vindere vil være dem, der håndterer risikoen, mens taberne vil være dem, der i dag ignorer den.

Når den norske oliefond – verdens største – ikke alene er gået ud af kul, men nu også revurderer deres investeringer i olie og gas, sker det ikke af filantropiske grunde, men grundet den langsigtede risiko.

Tilsvarende meddelte Verdensbanken i Paris, at de nu ikke alene vil stoppe med støtte til kul, nej, nu vil de ikke længere (bortset fra under helt særlige omstændigheder i de fattigste lande) give støtte til olie- og gasprojekter), mens AXA, verdens største forsikringsselskab, ikke længere vil forsikre nye kul-anlæg.

Sådan handler de finansielle frontløbere, og til marts kommer EU-Kommissionen med en handlingsplan for investeringer, der forhåbentlig får gjort grønne investeringer og klimarisiko-vurdering til regel og ikke undtagelse.

Fokusér på mulighederne
Pointen er, at verden begynder at rykke. Flere og flere indser, at vi skal skabe en anden slags vækst, og at vi må holde op med kun at tænke og handle kortsigtet.

Til gengæld er der også flere og flere eksempler på, at den grønne omstilling giver en masse sidegevinster: Mindre luftforurening i byerne og deraf følgende forbedret sundhed er bare et eksempel.

Nye byrum, som ikke i så høj grad er domineret af støj og udstødning fra biler, er et andet.

At mennesker tænker med, tager ansvar og begynder at ændre adfærd, ses eksempelvis gennem statistikken over kødforbrug. Flere og flere er blevet mere opmærksomme på, hvad de spiser, hvordan det er produceret, og hvor det kommer fra.

Det mål, som de 195 lande bag Paris-aftalen har forpligtet sig til at forfølge, behøver ikke betyde gloom og doom. Vel at mærke, hvis vi tager fat på de nye krævende etaper nu.

At gennemføre omstillingen er på ingen måde let – men det hjælper, hvis man følger statsministerens råd om at fokusere på mulighederne. Også i Danmark.

Af Connie Hedegaard i Altinget 21. december 2017